Halekupering

Halebidning hos smågrise og slagtesvin er et stort velfærdsproblem, som resulterer i voldsomme infektioner, smerte og lidelse for grisen. Det er imidlertid ikke løsningen at klippe halvdelen af halen af, men derimod skal grisenes staldmiljø forbedres, f.eks. ved at give dem halm at beskæftige sig med.
 
Populært sagt er det ikke grisene, der skal tilpasses produktionssystemerne, men systemerne der skal tilpasses grisene.

Dyrenes Beskyttelse opfatter halekupering (hvor op til halvdelen af halen klippes af pattegrisen) som en symptombehandling, når der er forhold i stalden, som ikke fungerer, og grisene derfor begynder at bide i hinandens haler. Ved at klippe op til halvdelen af halen øges følsomheden i halen, og grisen flytter sig hurtigere hvis den bliver bidt, og der er heller ikke så meget at bide i, når halvdelen af halen er væk.

I bekendtgørelsen om halekupering og kastration af dyr fremgår det, at svin ikke må halekuperes rutinemæssigt. Det må kun ske, hvis det kan dokumenteres, at der er sket skader på grisene som følge af, at kupering ikke er foretaget. Inden landmanden halekuperer, skal han desuden have foretaget ændringer i stalden for at rette op på halebidsproblemer via f.eks. at give grisene mere beskæftigelse eller på anden måde forsøge at eliminere halebiddene.

Det er en fin målsætning, men den fungerer ikke i praksis. 99 % af danske grise halekuperes, og det er i strid med den gældende lovgivning.

Ifølge en redegørelse fra Fødevarestyrelsen til Justitsministeriet kan en landmand halekupere blot ved mundtligt at erklære, at der er et halebidsproblem, og han har søgt at rette op på det. Det er derfor ikke overraskende, at Fødevarestyrelsen i flere år ikke har foretaget en eneste indskærpelse eller politianmeldelse for rutinemæssig kupering.

Dyrenes Beskyttelse mener, at lovgivningen omkring halekuperingen er i orden, men at den skal overholdes. Fødevarestyrelsen skal sikre sig, at dokumentationskravet opfyldes ved en dyrlægeerklæring. Dyrlægen skal både erklære, at der er halebidsproblemer i besætningen, og at det er søgt at rette op på problemet. Der skal stilles specifikke krav til hvad, der skal være tjekket/forsøgt gjort, og erklæringen skal gælde for en begrænset tidsperiode. For sobesætninger, der videresælger grise til faste aftagere, kræves en dyrlægeerklæring fra aftagerbesætningen svarende til ovenstående erklæring. Denne skal forefindes i sobesætningen.