
Der produceres ca. 1 million ænder i Danmark om året, heraf er en mindre del økologiske. De produceres alle under sammenslutningen Dansk And, og er fordelt på under 10 besætninger, så der er tale om en relativ lille produktion. Dansk And har udarbejdet deres egen standard for hold af slagteænder, som sikrer god velfærd hos danske ænder ude i besætningerne.
Der findes imidlertid ingen danske slagterier til ænder, og derfor sendes danske ænder i dag til Tyskland, når de skal slagtes. Dyrenes Beskyttelse mener helt overordnet at dyr skal fødes, opdrættes og slagtes i Danmark (eller i samme land) for at undgå, at dyr skal udsættes for en lang og belastende dyretransport. Det gælder også ænder, og det har negative konsekvenser for dyrevelfærden i den danske andeproduktion, at der ikke findes et slagteri til de danske ænder.
Produktionen af Dansk And er baseret på pekingænder, og hanner og hunner opdrættes i samme flok med en belægningsgrad på omkring 20 kg/m2 (det halve af slagtekyllinger). De går i åbne huse med naturlig ventilation og dagslys og med masser af halm på gulvet. Ænderne slagtes når de er ca. 8 uger gamle, hvor hannerne vejer lidt over 4 kg og hunnerne knap 4 kg. Enkelte hold slagtes dog først efter 14 uger, hvor kødkvaliteten er meget fin.
På trods af transporten til Tyskland anbefaler Dyrenes Beskyttelse forbrugere at købe Dansk And, og helst økologisk, da danske ænder har langt bedre velfærd end udenlandske berberiænder.
Her kan du læse mere om foie gras af andelever.