
Ud over de oprindelige 3 R'er (reduktion, refinement og replacement), der lægger grundlaget for forbedring af forsøgsdyrenes forhold, er der tilføjet et fjerde R: redundant (overflødig).
Med dette menes, at overflødige dyreforsøg bør afskaffes.
Da lovgivningen omkring dyreforsøg blev vedtaget, blev der lagt meget stor vægt på, at forudsætningen for at gennemføre forsøg på dyr er, at forsøget skal være til væsentlig gavn.
Det har siden vist sig, at det er meget vanskeligt at omsætte loven i praksis, og det er kun ganske få forsøg, der igennem de sidste år er blevet afvist. Under alle omstændigheder må det konstateres, at det ikke er en bestemmelse, der har kunnet anvendes til at få begrænset mere end et meget lille antal dyreforsøg.
Som et eksempel på et forsøg, der blev afslået fordi det ikke havde væsentlig gavn, var et forsøg med at teste tobaks skadevirkning. Det er et meget konkret forsøg, som det er muligt at tage stilling til.
Til gengæld testes alle nye kemikalier i henhold til kemikalielovgivningen, og det er ikke muligt at gennemskue, hvad stofferne senere skal bruges til, og dermed er det heller ikke muligt at tage stilling til, om forsøget er til væsentlig gavn. Nogle af de testede stoffer bliver måske brugt i livreddende medicin, mens andre f.eks. indgår i rengøringsmidler, vaskepulver og kosmetik.
Gavnskriteriet, som var et meget vigtigt spørgsmål i forbindelse med vedtagelsen af lovgivningen om forsøgsdyr, har i praksis ikke har haft den store betydning, som de to ovenstående eksempler viser.
Der er derfor behov for at få en mere grundig vurdering af, hvad det konkret betyder, når et ”forsøg skal være til væsentlig gavn”. En måde kunne være at skelne mellem viden, der er afgørende nødvendig at have ('need to know'). Her skal der kunne udføres forsøg på dyr. Og så er der viden, som vil være rar at have ('nice to know'). Viden, der i så fald må erhverves uden brug af forsøgsdyr.
På den baggrund har Dyrenes Beskyttelse fået udarbejdet en rapport af CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse), som sætter fokus på dyreforsøg i tilknytning til stoffer og produkter, hvis nytteværdi kan drages i tvivl.
Læs CASA rapporten om Nytteværdi af stoffer og produkter - forebyggelse af dyreforsøg ved kritisk vurdering af behovet for stoffer og produkter PDF-format
Debatoplæg - Stop unødvendige dyreforsøg PDF-format
Temasider i Dyrevennen - Stop unødvendige dyreforsøg PDF-format
Download PDF-læseren Adobe Reader, hvis du ikke har den installeret.