Man kalder ofte hunden ”menneskets bedste ven”. Derfor skal og vil man naturligvis også behandle sin hund ordentligt. Allerede inden man planlægger at
anskaffe sig en hund, må man gøre sig klart, hvilke forpligtigelser det vil medføre.
Når man skal anskaffe sig hund, er det vigtigt at vælge et godt sted at købe hund. Det er også vigtigt at vide noget om, hvilken race der vil passe til en. Det betyder også noget, om man vælger en han- eller hunhund, og hvilken hvalp i kuldet man vælger.
Hunden skal selvfølgelig passes og plejes ordentligt hver eneste dag, og herudover er der også nogle lovmæssige forhold, som man skal overholde. (Se ”Lovgivning om hunde” og ”Registrering og forsikring”).
For at hunden skal blive ens ”bedste ven”, er det nødvendigt, at man kommer rigtigt i gang.
I mange af de tilfælde hvor der opstår problemer med at holde hund, f.eks. forskellige slags problemadfærd, skyldes det, at ejeren ikke har tilstrækkelig indsigt i at forstå og opdrage hunden. Derfor kan det anbefales, at man sætter sig ind i de fornødne oplysninger om hundens signalsprog og træning, inden man går i gang med at ”opdrage” den nye hund/hvalp. Der findes rige muligheder for at aktivere og træne hunden, bl.a. hundekurser i klikkertræning.
Alt for mange hunde i Danmark aflives pga. problemadfærd. Problemadfærden kan f.eks. være i form af aggression, alene hjemme-problemer, frygtsomhed, angst for høje lyde samt tiggeri om opmærksomhed/opmærksomhedssøgen. Det er vigtigt at lære, hvorfor disse adfærdsproblemer kan opstå, således man bedre kan forebygge dem. Det er langt bedre at forebygge et adfærdsproblem end at skulle behandle hunden, når det først er opstået.
Når hunden skal transporteres og evt. med på en ferie, melder der sig nogle særlige overvejelser mht. f.eks. forhold under transporten, mulighed for pension samt vaccinations/karantæneregler ved indføring i andre lande.
– Alt dette kan du læse om på vores hundesider.