Tip en ven Udskriftsvenlig version

Hver femte hund har adfærdsproblemer

Nye undersøgelser bekræfter tidligere undersøgelser: Danske hunde aflives på grund af deres opførsel

Omkring hver femte hund, som dyrlægerne afliver, aflives på grund af adfærdsproblemer. Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Aggression er den hyppigste årsag, men hundene bliver også aflivet, fordi de er for aktive, ikke kan være alene hjemme eller er angste.

Dødsårsagerne er indsamlet fra landets dyrlæger. Og undersøgelsen viser, at der ikke er sket meget, siden en lignende undersøgelse blev foretaget i år 1999 af fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen. Også dengang blev omkring hver femte hund aflivet på grund af adfærdsproblemer.
Resultatet er nedslående, fordi det viser, at mindst hver femte levende hund vil få alvorlige adfærdsproblemer.
– Stort set alle hunde ender deres dage hos dyrlægen. De aflivede hunde er altså et spejl af de levende hunde, forklarer adfærdsbiolog Jørgen Damkjær Lund, der står bag den nye undersøgelse.

Aggression er udbredt
Hele 68 procent af de hunde, der blev aflivet grundet adfærdsproblemer, var aggressive.
– Hvis først hunden er uprovokeret aggressiv, og det ikke skyldes, at den har ondt, er der ikke meget at gøre, konstaterer Jørgen Damkjær Lund og uddyber:
– For man kan jo ikke vide, om behandlingen virker, før hunden bider igen. Men aggression kan forebygges. Hvis hvalpen får mange gode oplevelser med mange forskellige hunde og mennesker, er risikoen for, at den bliver aggressiv, mindre. Men husk, at det skal være positive oplevelser. Negative oplevelser har den stik modsatte effekt.

Færre alene hjemme-problemer
Undersøgelsen er finansieret af Dyrenes Beskyttelse, der havde håbet, at de seneste års fokus på adfærdsproblemer hos hunde havde hjulpet hundene. Men sådan er det altså ikke. Mange hunde mistrives stadig.

Der er dog positive ting at spore. Blandt andet bliver færre hunde aflivet, fordi de ikke kan være alene hjemme. I den nuværende undersøgelse havde 11 procent af hundene med adfærdsproblemer svært ved at være alene, mens tallet var 15 i 1999.

– Undersøgelsen tyder på, at hundeejerne har opdaget, at alene hjemme-problemer kan behandles, oplyser Jørgen D. Lund.

Væn hvalpen til omgivelserne
Omkring 17 procent af hundene med adfærdsproblemer aflives, fordi de er frygtsomme. Det er dobbelt så stor en andel i forhold til undersøgelsen i 1999, hvilket er meget bekymrende. Hundene er bange for pludselige lyde, fremmede mennesker og fremmede hunde. Også her er problemet vanskeligt at afhjælpe, hvis først angsten har bundfældet sig i hunden. Til gengæld er det problemer, som det er let at forebygge.

– I hvalpens første år er den særligt åben over for omgivelserne. De positive oplevelser, hunden får, mens den er hvalp, glemmer den ikke igen. Så det er, mens hunden er hvalp, at den skal vænnes til de situationer, den senere bliver udsat for. Desuden skal man altid sikre sig, at hvalpen hos opdrætteren har haft tilstrækkelig kontakt med mennesker af begge køn og børn såvel som voksne. Så man bør ikke købe en importeret hvalp, lyder rådet fra Jørgen D. Lund.

Ejerens vurdering
Hvornår hunden skal aflives på grund af adfærdsproblemer, er ejerens vurdering. Om de aflivede hunde virkelig har været så skadede, at de var uden for terapeutisk rækkevidde, siger undersøgelsen intet om.

7 % af de hunde, der aflives på grund af adfærdsproblemer, aflives, fordi de er for aktive. Og 7 % procent, fordi de er for voldsomme. Det er ifølge undersøgelsen især hunde af blandingsrace, der lider den skæbne – f.eks. blandinger mellem labrador retriever og andre jagthunderacer som hønsehunde og kleiner münsterländer.

– Man bør også tænke på, at de fleste racer er udviklet til at blive brugt som brugshunde, og nogle er avlet til at have et højt aktivitetsniveau. Og måske har ejerne ikke været klar over, hvor meget disse racer kræver af deres ejere. Det er hunde, der skal have mange, intelligente udfordringer, samtidig med at de skal have meget motion. Omvendt kan problemerne oftest afhjælpes, hvis hunden bliver stimuleret korrekt, forklarer Jørgen D. Lund. Hvis man køber en hund for at anvende den som brugshund, vil man normalt være klar over dens aktivitetsbehov. Men hvis man køber en blandingshund, skal man også være opmærksom på aktivitetsbehovet hos de racer, som indgår i blandingen, idet det kan være svært at forudsige, i hvor høj grad de enkelte racers egenskaber slår igennem.

Læs hele undersøgelsen
Undersøgelsen ”Afdækning af årsager til aflivning af familiehunde i Danmark” forventes færdig primo maj. Herefter kan undersøgelsen downloades fra www.dyrenes-beskyttelse.dk/familiehunde

Hvad kan jeg tilbyde en hund
En del adfærdsproblemer skyldes, at ejeren ikke ved nok om racens behov. Når du vælger hund, skal du altså tænke: Hvad kan jeg tilbyde en hund. Og ud fra det vælge racen.

Illustration: (pjecerne om hvis hunden: aggressiv, ikke kan være alene, tigger om opmærksomhed og frygtsom)
Dyrenes Beskyttelse har udgivet fire pjecer om adfærdsproblemer hos hunde:

  • Hvis hunden er aggressiv
  • Hvis hunden ikke kan være alene
  • hvis hunden tigger om opmærksomhed
  • Hvis hunden er frygtsom overfor fremmede

    Pjecerne kan downloades på
    www.dyrenes-beskyttelse.dk/hundepjecer
    Eller bestilles ved at maile til: bestilling@dyrenes-beskyttelse.dk eller ved at sende et postkort til Dyrenes Beskyttelse, Alhambravej 15, 1826 Frederiksberg C. Pjecerne er gratis, men af hensyn til administrationen kan de kun bestilles skriftligt.
  • Se større udgave af billedet

    Over halvdelen af hundene med adfærdsproblemer er aggressive