Hvor køber jeg hund?Man kan anskaffe sig hund på flere måder, og der gør sig særlige vilkår gældende, alt efter hvor man køber hunden. Vi gennemgår i det følgende, hvad man skal være særlig opmærksom på ved anskaffelsen af hunden. Hvalpen skal være mindst 8 uger gammel, når den tages fra sin mor Hunde fra internaterHvis du vælger at få hund fra et internat, vejleder personalet dig, så du får netop den hund, der passer til dig og din familie. En hund fra et internat vil skifte hjem to gange inden for kort tid. Det betyder, at den har ekstra behov for tryghed, hvorfor den kan knytte sig stærkt til dig. Der er derfor risiko for, at den vil give problemer, hvis den lades alene hjemme, inden den er faldet til i familien og har vænnet sig til de daglige rutiner i hjemmet. Ligesom hvalpe skal en hund fra et internat derfor gradvist lære at være alene hjemme – også selvom hunden uden problemer kunne være alene hjemme hos sin oprindelige ejer.Dyrenes Beskyttelse har internater i hele landet. Alle hunde på vore internater bliver efterset, vaccineret og chipmærket af en dyrlæge. Dyrlægen kontrollerer ører og tænder, pelsen ses efter for utøj, og hunden får ormekur. Til sidst udfyldes en sundhedsattest, som den nye ejer får med. Hund fra en kennelDer er stor forskel på størrelsen af kenneler. Nogle kenneler har tyve eller tredive hunde, mens andre har en, to eller tre familiehunde.Hvis man køber en hund, der er stambogsført i Dansk Kennel Klub, følger der en stambog med hunden. En stambog er hundens anetavle, der angiver navne og stambogsnumre på hundens forfædre i tre generationer. På stamtavlen kan der stå oplysninger om bl.a. forældre og bedsteforældres prøve- og udstillingsmeritter. Der kan også stå oplysninger om hundenes sundhedstilstand – at de har været undersøgt for bestemte arvelige lidelser. Stambogen er ikke noget garantibevis, men siger noget om hundens baggrund. Selvom de fleste opdrættere er seriøse og bestræber sig på at levere sunde og velfungerende hvalpe, er der forskel på kvaliteten hos opdrætterne. At man anskaffer sig en hvalp fra en kennel, er således ikke nogen garanti for, at man får en sund og velfungerende hvalp. Du bør derfor besøge flere forskellige opdrættere, når du skal ud at købe en hvalp. Du skal dog være opmærksom på ikke at føre smitten videre f.eks. med dine hænder og fodtøj, hvis du kommer ud til en opdrætter, hvor der er syge hunde. Find en god opdrætterNår du har besluttet dig for at købe hund, bør du som tidligere nævnt besøge flere opdrættere – dels for at se de forhold, som hundene lever under, dels for at se, om racen svarer til dine forventninger. Det er en god idé at tage en hundekyndig person med ud at se på hvalpene. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at hvalpene har haft tilstrækkelig med positiv kontakt med mennesker. Hvalpen skal altså have haft daglig kontakt med mennesker – både mænd og kvinder, børn såvel som voksne. Jo flere mennesker, hvalpene har haft kontakt med, des bedre.Når du besøger en opdrætter, skal du insistere på at se moderen til den hvalp, som du er interesseret i. Hvis du ikke kan få lov til det, eller hvis du ikke kan få lov at se de forhold, som hundene lever under, bør du vælge en anden opdrætter. Hvis hvalpen ikke er den sidste, der er tilbage fra sit kuld, skal du også insistere på at se hvalpen sammen med sine kuldsøskende. Den gode opdrætter har ikke noget at skjule, og svarer beredvilligt på alle de spørgsmål, som du stiller. Køb ikke hvalp hos en hundehandlerHvalpe er meget påvirkelige over for deres oplevelser og miljø i deres første levetid. De oplevelser, de får – både gode og dårlige – vil være med til at præge dem hele livet. Hvalpen skal have det trygt og godt hos sin moder og sine kuldsøskende, have gode oplevelser og ikke stresses alt for meget.Ifølge dansk lovgivning må hvalpene først forlade tæven, når de er blevet 8 uger gamle. Herefter skifter de fleste hvalpe hjem, dvs. hvalpen kommer ud til den familie, den skal bo sammen med (forhåbentlig) resten af sit liv. Der findes såkaldte hundehandlere, der opkøber hvalpe med henblik på videresalg. Hvalpene hentes eksempelvis i Ungarn eller Polen og kommer ofte fra stor-producenter, hvor der er risiko for, at hvalpene har haft for lidt kontakt med mennesker. Hvalpene bliver herefter transporteret over lange afstande i biler, hvor de udsættes for fysisk og psykisk stress. Selvom det i Danmark er forbudt at importere hvalpe, der er under 8 uger gamle, medmindre de følges af deres moder, er der ingen garanti for, at de har været sammen med deres moder indtil denne alder i oprindelseslandet. Hvis du vil sikre dig, at hvalpen er importeret sammen med sin moder, skal du forlange at se den sammen med hende, når du er ude for at købe hund. Er hvalpene blevet taget for tidligt fra deres moder, er der større risiko for, at de bliver syge, dør i en tidlig alder eller udvikler adfærdsproblemer. Det kan være fristende at redde en importeret hvalp ved at købe den fri, men man skal huske, at man derved faktisk støtter markedet for denne dyreværnsmæssigt kritisable handel med hunde. Vi hører desværre ofte om importerede hvalpe, der bliver syge og dør, kort tid efter de er kommet ud i deres nye hjem. Du skal være opmærksom på, at der både findes legal og illegal import af hundehvalpe, og det kan være svært for dig at finde ud af, om hvalpen er blevet behandlet forsvarligt, og om loven er blevet overholdt. Af ovenstående grunde fraråder vi, at du køber hund hos en hundehandler. Har man mistanke om, at der er foregået ulovligheder i forbindelse med hundehandelen, bør man kontakte den lokale Dyrenes Beskyttelses kredsformand og/eller politiet. |
||
|
|